Farme og ranches

Krokodillebevarelse har mange aspekter. Ét aspekt handler om bæredygtig udnyttelse. I 1960erne begyndte mange lande at få det syn, at opdræt af krokodiller måske var en bedre måde at skaffe skind på til den industri, der var opstået med forarbejdning og fremstilling af produkter af krokodilleskind, tasker, bælter, tegnebøger, sko og andre ting. Opdrættede krokodiller har en bedre skindkvalitet. Saltvandskrokodillens skind er særlig efterspurgt. Det underliggende motiv for dette var at gøre krokodiller til et gode. ved at forsyne handelen med lovligt krokodilleskind standser man handelen på det sorte marked. Alle steder i verden, hvor denne praksis er introduceret, er krybskytteriet faldet drastisk – i de fleste lande helt ophørt. Dette har bidraget til at redde de vildtlevende krokodiller.

Ranchen i Ecuador hvor alle Krokodille Zoos sorte kaimaner stammer fra.

Ranchen i Ecuador hvor alle Krokodille Zoos sorte kaimaner stammer fra.

Når målet har været at gøre krokodiller til et økonomisk gode i lokalsamfundet, er valget ofte faldet på farming eller ranching. Andre metoder er øko-turisme eller en kombination. I for eksempel Australien og USA er farming og ranching programmer lige så vigtige faktorer i krokodillebevarelsen som den meget omfattende turisme af mennesker som ønsker at se krokodiller eller alligatorer i den vilde natur. I etableringen af disse projekter udnyttede forskerne deres viden om krokodillens biologi. De vidste at krokodiller lever længe og, at de derfor ville yngle i mange år, hvis de fik chancen. De ville lægge en masse æg, hvoraf de fleste ville dø i naturen. Faktisk et krokodilleægs chance for at ende som voksen krokodille mindre end 5%. Af resten ender nogle i reden, inden de klækkes (p.g.a. rovdyr, oversvømmelse eller andet), eller de bliver dræbt, mens de stadig er små. Omvendt har farme og ranches også i sig selv bidraget til vigtig information om krokodillernes biologi.

Ranching

Med ranching-metoden er ideen at udnytte de krokodiller, der ikke ville have overlevet naturligt til at bidrage med skind og kød til handelen. Der indsamles æg fra omhyggeligt udvalgte områder. I disse områder overvåges antallet af såvel reder som krokodiller konstant.

Et kig i tanken på Ecuador-ranchen til Krokodille Zoos kaimaner.

Et kig i tanken på Ecuador-ranchen til Krokodille Zoos kaimaner.

Man udruger æggene i et perfekt tilpasset miljø, som sikrer en ekstremt høj klækningsprocent – mere end 98%. De unge krokodiller får ligeledes lov at vokse op i et veltilpasset og kontrolleret miljø. Ved at holde dem på omkring konstante 32 graders varme sikrer man den maksimale vækstrate. Når de er omkring en meter lange, bliver en vis procentdel genudsat i naturen. Dette sikrer, at vildtbestanden vokser. Normalt genudsættes flere krokodiller end der ville have overlevet naturligt.

De øvrige krokodiller er forbeholdt handelen. Husk, at denne andel svarer til (eller er mindre end) den andel, der alligevel ikke ville have overlevet i naturen.

Fordelen ved ranching er, at udnyttelsen af krokodillerne sker på bæredygtige vilkår. For at der skal være nok æg at indsamle til at gøre det økonomisk rentabelt, skal der også være et stort antal ynglende krokodiller i naturen. For at dette kan lade sig gøre, må deres habitater bevares intakte. Den totale beskyttelse af habitater er dermed en naturlig konsekvens. Helt basalt er der et økonomisk incitament til at beskytte hele habitatet!

Farming

Krokodille-farming virker en anelse anderledes – selvom målet igen er at forsyne handelen med lovlige krokodilleskind. På farmene avles krokodillerne i fangenskab. De bliver også her opforstret i kontrollerede vækstbetingelser, men de er alle opdrættet med henblik på handel. Hovedproblemet er, at der ikke er noget egentligt link til de vilde populationer. Farme støtter imidlertid bevarelsesprogrammer, så der er bestemt en del af den overordnede strategi.

Ofte er farmene desuden åbne for turister. På denne måde hjælper de med at lære de besøgende om krokodillebevarelse såvel som om krokodiller i almendelighed.

Flere krokodiller overlever

Nogle truede arter lever på farme og yngler her med succes. Førhen blev krokodiller, der udgjorde en trussel, skudt. Det sker ikke så ofte længere, nu bliver de i stedet ofte anvendt som avlsdyr.

Siden farmene startede er omfanget af dyr skudt af krybskytter faldet markant. Det kan ikke længere betale sig rent økonomisk i samme grad at jage vilde krokodiller. Der findes farme i hele den tropiske verden. I Zimbabwe Afrika startede den første afrikanske farm i 1965. Der er nu mindst 10 farme i Zimbabwe og mange andre afrikanske lande har startet opdræt. Der er bl.a. også mange farme i Thailand, Papua New Guinea, Florida Australien og Indien.

Madras Crocodile Bank, Indien er både uddannelsessted og farm. Her opdrætter man 10 forskellige alligator- og krokodillearter med det formål at genudsætte i naturen.